I vores teknologiske hverdag, hvor børnene efterhånden bliver udsat for IT-baseret underholdning, fra før de kan gå, så tænker man efterhånden på, at sådan noget fysisk som store og små sandkasser til børn da må være passé, for det gider de da ikke lege i.
Reelt ved vi det ikke, for man kan klandre udviklingen for, at mange børn ikke bevæger sig udenfor eller får rørt sig nok, selvom de har godt af det, men det er sådan set os voksne, der udsætter dem for teknologien, så hvis vi var bedre til at pakke den væk, så ville de måske også selv opsøge anden underholdning – og endda udenfor.
Vi vil ikke engang begynde at forklare, hvor vigtigt det er for især helt små børn, at de kommer ud at røre sig, leger sammen med andre direkte og ikke bag en skærm, får solskin og så videre.
Men vi vil gerne forklare det vigtige i, at børn kan skabe en del af deres identitetsdannelse ved blandt andet at lege i en sandkasse.
Problemet med teknologien til børn er, at skaberne bag ofte tænker mest på at holde på kunderne, som er børnene, så forældrene bliver plaget til at betale for at bruge det, end at underholdningen faktisk er gavnlig for dem eller gør, at de selv skal aktivere sig selv.
Megen af denne teknologi giver børnene svarene med det samme, hvis de bliver utålmodige, for skaberne bag vil nødigt miste kunderne, så de går over til noget andet.
Ved at være i en sandkasse er der ingen løsning at hive frem, man er selv nødt til at finde på, hvad man skal lave, hvorfor man bliver aktiveret til at bruge ens fantasi.
Det kan være alt fra at skabe figurer i sandet, lege med legetøj, grave huller og meget mere.
Det lyder måske ikke af så meget, men det gør faktisk en stor forskel for de små børn.